stress og angst

Stress og angst

Jeg vil her skrive lidt om, hvordan LDN har hjulpet på min kroniske stress og angst.
Jeg begyndte på LDN for godt et år siden pga. rygsøjlegigt og psoriasisgigt. Jeg begyndte på LDN pga. smerter, og fordi jeg håbede på, at det kunne bremse mine autoimmune sygdomme samtidig. Derudover havde jeg hørt, at LDN også kunne være godt for psyken, og derfor vovede jeg at prøve det.
For nogle år tilbage fik jeg medicin mod min angst, men det blev jeg meget mere syg af, og derfor var jeg meget bange for at begynde på noget nyt medicin.
Selvom alle sagde, at LDN var harmløs, så var jeg virkelig bange, men med hjælp fra en admin i fb gruppen LDN DK kom jeg alligevel i gang. Hun var der hele tiden til at svare på spørgsmål, og det var guld værd.
Jeg fandt hurtigt ud af, at det virkelig ikke var farligt, og jeg fik hurtigt meget mere ro på, – også fordi jeg begyndte at sove om natten og fik det bedre på alle punkter. Jeg var ikke på forhånd klar over, hvor effektivt LDN er. Stress og angst var det første, som det hjalp på hos mig. Jeg har haft angst i mange år, og jeg troede, at jeg skulle have det hver eneste dag resten af mit liv, så det var en vældig behagelig ”bivirkning”, at LDN kunne hjælpe mig næsten helt af med det. Jeg har stadig angst, men der er længe imellem, at jeg mærker det, det er ikke nær så slemt, og det går meget hurtigere over igen. Jeg har rigtig mange gode ”bivirkninger” ved LDN, men det her er absolut den bedste. Jeg har fået mit liv igen, og hele min familie siger samstemmende, at de har fået den gamle Louise tilbage.
Jeg er stadig førtidspensionist pga. stress, og jeg er ikke rask, men jeg kan klare meget mere, end jeg kunne før LDN, og jeg har fået en meget bedre livskvalitet, hvor jeg faktisk kan nyde livet igen og ikke kæmpe en kamp hver dag.
Jeg vil klart anbefale LDN, hvis man har det svært psykisk. Det er det eneste, der har kunnet hjælpe mig, og så endda helt uden dumme bivirkninger. Det er intet mindre end fantastisk.

Louise